Sound Society 2024

Af kim, 10 marts, 2024
Af
Kim Olsen

Denne gang var det Scandic Sluseholmen, placeret sådan lidt afsides i det gamle arbejderkvarter, Sydhavnen, der lagde adresse til messen. Dette gav gode muligheder da der er plads i foyeren, og ikke mindst store åbne områder omkring lokalerne – en kærkommen forandring som fremtidige messer gerne må kopiere, men som så mange andre hoteller havde man valgt at tildele værelsesrum på en mærkelig måde, med tre udstillere per etage, på tre etager. Det giver dog mening idet at hjørnerummene er væsentligt større.  

Hotelværrelser, konferencerum og mødelokaler er ikke akustisk optimeret til hifi, og der vil altid være modstand imellem de der mener at en messe er til at fremvise, og dem der mener at man skal kunne lytte, men generelt var rummene, om end ikke ideale, for hoteller til at arbejde med, og forbløffende få havde valgt at bruge akustisk behandling af rummene. I enkelte tilfælde var det også lige meget når naboen spillede så højt at det halve hotel rystede.

Her følger en kort beskrivelse af de enkelte udstillere i fuldstændigt tilfældig rækkefølge, med forbehold for rum og ikke mindst musikvalg – der var desværre ikke mange der fulgte den officielle playliste, en ellers virkeligt god ide fra udstilleren så man kan gøre et tilnærmelsesvist forsøg på at sammenligne.

Hi End Studio fra Norge var på udkig efter forhandlere til deres Bryston elektronik, bestående af Brystons 3 serie i DAC og Streamer, 28B3 monoblokke og BP19 preamp. Der blev spillet på et par store Canton Reference 1 højttalere, og vinylafspilleren var en Basis Bravo med Vektor arm, alt kablet op med Supras Excalibur serie. Der var for langt over en million, også i Danske kroner, men man gik til stålet relativt uhøjtideligt, og der blev spillet noget af den slags musik der trækker unge mennesker til. Bryston har ikke været på det danske marked i snart lang tid – det bør der altså laves om på.
 

Canvas Hifi er et nyt dansk firma der videreføre grundideen om at lave en soundbar der rent faktisk er god, noget andre også har forsøgt, men her har man allieret sig med Kim Neeper Rasmussen samt besluttet sig for at bruge hjemmebio-rumkorrektions-systemet Bacch3D, og selvom at soundbars er et fyord, så er fakta bare at det rent faktisk virker – det var en ganske overbevisende demo som man gav i et rum der ellers ikke ligefrem var indrettet til hifi på nogen måde, og det var hele pointen. På trods af et kubisk rum blev der leveret et relativt resonansfrit lydbillede, og et stort et med simulerede fronthøjttalere så godt gengivet at man lige var nødt til selv at kontrollere om der var snydt. Det her virker rent faktisk, og selvom at Canvas Hifi har meget eksport fokus, så er der ingen tvivl om at de kommer til at stjæle mange af de kunder der normalt ville købe den største og dyreste soundbar fra de store etablerede TV-mærker.  
 


JBL var i år repræsenteret med folk fra Harmans egen Luxury Group, inklusiv en velkendt brancheveteran i form af altid behagelige og stærkt kompetente Per Magh. Det ene rum havde et par udstillingsmodeller, men der blev spillet på 4329P – en aktiv højttaler der passede fint til rummet, men helt klart var i stand til at hamre noget mere igennem end man viste – reelt et komplet og kompetent anlæg og til at betale. Herudover fremviste man L42MS soundbaren, eller musiksystem som JBL kalder det, der dog har den store fordel at den rent faktisk kan bruges som centerhøjttaler også. Det andet rum var dedikeret til JBL’s Classic serie, nostalgi for alle pengene, og noget man kan betale, ca. 36.000 for højttalerne, og 7-8000 kroner per del af anlægget for det meste. Det var særdeles pænt, og i et design der var langt mere dæmpet end meget andet på messen.
 

Dali fremviste deres nye Epikore 11, sammen med elektronik i form af Hegels Viking og H600 samt ”hemmelige” MoFi produkter i form af en RIAA og en pladespiller der endnu ikke er i handlen. Epikore var en af messens mest sammenhængende gengivelser, og til 295.000 for et sæt, langt under gennemsnitsprisen, men et klart bevis på at Dali stadig skal tages i betragtning hvis der skal smides en seriøs mængde penge for et sæt højttalere. Dali havde valgt at sende en af deres skarpeste repræsentanter i form af Thomas Knudsen der altid har evnet at levere lige dele underspillet ingeniørfakta, og praktisk anvendelighed kombineret med fokus på produktets forcer. Epikore 11 demonstrationen gav i hvert fald stof til eftertanke, og fremstod som en af messens bedste præsentationer, og også en lyd der nok fortjener en top 3 placering, på trods af et relativt lille lokale til så massiv en højttaler – men det er objektivt også en kvalitet i sig selv.

Bülow Steensen havde et af de store hovedrum, og et stup der ren æstetisk og størrelsesmæssigt var et af de mest indretningsvenlige, det kunne man dog ikke sige om prisen på 1.4 millioner kroner for Audiovector R6 Arrete fronthøjttalere, tilhørende 2x subwoofer, Mark Levinson No. 532 pre og No 50 effektblokke der kun findes ganske få af på verdensplan, samt en Kalista DreamPlay XC stramer og DAC – denne udgjorde alene over 1/3 af det samlede budget. Det var en virkeligt god måde at vise at Audiovectorhøjttalerne kan tåle udstyr der er et prisniveau over, og måske mere passede til topmodellen R8, men de kunne bære det. Det var også et rum hvor man klart gik mere op i at vise forskellige sider af udstyrets musikalske formåen end at snakke i timevis om det tekniske, og den tilgang bør flere måske overveje.

Inventum havde to rum, et med head-fi fokus hvor der var sat en større mængde lyttestationer op med udstyr fra blandt andet Goldnote, Audeze og Eversolo, et relativt nyt mærke og så Chord der havde sent Doug Graham afsted for at sikre at alt var sat op til perfektion, også selvom at priserne på meget af udstyret var i den absolut betalbare ende. I deres sekundære rum var der fokus på Revival Audio højttalere, nærmere bestemt Atalante 5, nyeste integrerede forstærker fra Chord Electronics kaldet Ultima Integrated, netværksudstyr fra Ediscreation, samt Eversolo streamer, DAC og Up-scaler fra Chord, og kabler i den gode ende fra blandt andet Atlas Cables Mavros serie. Prisen var samlet omkring 300.000,- men viste så også flere muligheder for afspilning.

Lydbutikken havde til ingen overraskelse fokus på vinylafspilning, men faktisk også en virkeligt god præsentation af Cary Audios SLI rørforstærker og DMS streamer. Pladespilleren var en Music Hall 9.3 SE der med sin pris på 17.500 kroner var en af messens billigste, og Volumio Primo II streameren var heller ikke særligt dyr til kun 6.295 kroner. Der var flere opstillinger i løbet af messen med højttalere fra både Russel K og de nye Acoustic Energy Corinium, og særligt førstnævnte var æstetisk virkeligt tiltalende. Der var også mulighed for at høre kraftigt vintage-inspireret forstærkning fra MoonRiver i form af deres 404 model, og en ditto Riaa. Der var flere anlæg i et, uden at medregne wireworld kablerne stod der for 300.000 i runde tal, men der var så reelt også flere fulde anlæg fremvist på en gang. Russel K 150 SE højttalerne imponerede ganske meget, men også Acsoust Energy højttalerne der viste sig at koste en del mindre, 55.000 kroner, gav et positivt indtryk.

Lyngdorf Audio havde den moderne rumkorrektionens stamfader, Peter Lyngdorf med. Der er få i branchen der kan give en demo så overbevisende, og han er heller ikke karrig med at kreditere de rette opfindere og ingeniører der har gjort det muligt for hans firma at komme til hvor vi er i dag når det kommer til digital-teknologi og rumkorrektion, som Peter Lyngdorf om nogen har gået til kamp for at udbrede til hifi-folket og til stereobrug. Der blev spillet på den lille TDAI 1120, MH3 mini-højttalere, der trods sin meget petit størrelse alligevel koster 6.500 kroner, og så BW3 subwoofere. Enormt imponerende, men systemet var altså heller ikke helt billigt, og lå omkring 42.000. Men man bliver lidt imponeret når et så stort rum spilles op af så små højttalere der demonstrativt er placeret i en vindueskarm, bogstaveligt talt op ad glasset, og uden at det rasler eller runger.

Lydspecialisten havde som sædvanligt allieret sig med Audio Group Denmark der inkluderer Ansuz, Børresen og Aavik Acoustics. De var desværre også en af meget få der havde konkurrencer kørende, men en strømskinne til 27.000 kroner er heller ikke småting. I det lille rum havde man strøm fra Aaviks A series, og en Axxess Forte 1 forstærker med Børresen X2 højttalere, og et sæt X-1 til ren udstilling. Vi glemte at spørge om prisen på kablerne, men forstærkeren var kun 40.000, en brøkdel af Aavik elektronik traditionelt, og X2 er ”kun” 60.000 for et sæt, igen brøkdele af hvad man ellers skal betale for Børresen. I det store rum viste man X6 højttalere med Aavik S280 og ditto I280 forstærker, ca. 150.000 kroner i alt, X6 højttaleren kostede det samme trods sin beskedne størrelse, og med kabler fra D2 serien og en D3 strømrenser endte den samlede pris på 600.000. Godt nok er hotelstrøm notorisk ringe, men at bruge lige så meget på kabler og strømrenser som på selve anlægget virkede måske en kende voldsomt.    

Scan Speak viste i år endnu engang hvad man kan med lidt fingersnilde og fremviste to sæt højttalere, det ene sæt troede samtlige besøgende var et færdigt professionelt produkt, samt en soundbar baseret på et kit lavet af Troels Gravesen med komponenter for besked 8.114 kroner. Herudover havde man taget et større udvalg med fra de kendte serier, så vel som de mindre kendte. Soundbaren især var en øjenåbner for mange, og den spillede mildest talt bukserne på lytterne i det ellers store rum, og kunne åbenlyst bide skeer med alt det dyre plastikragelse der sælges samme steder som vaskemaskiner og mobiltelefoner. Men på trods af inflation og stigende materialepriser var det nærmest hjertevarmende at se at man stadig kan få solide Scan Speak komponenter som alle har råd til.

Dynaudio havde – mente nogen af redaktionens medbragte gyldnede ører - måske messen bedste lyd. Selvom Confidence 60 på ingen måde var messens største og langt fra dyreste højttaler med en pris på ”kun” 325.000 kroner skulle de stadig spille et enormt konferencerum op, og selvom at hele rummet blev set efter, så var der ingen skjulte subwoofere. Det pæne sæt blev trukket af et heftigt Moon anlæg fra øverste hylde, heriblandt 888 monoblokkene der er så kraftige at deres udgangseffekt måles i hestekræfter, og prisen er over en million for et sæt. Demonstrationen blev foretaget af Otto fra Dynaudio, en gammel kending i branchen der absolut ikke have glemt hvordan at man på en meget jysk og fornuftig måde argumentere sagligt for at Confidence og i særdeleshed Dynaudio kan noget andet, og mere, end mange andre. Virkeligt en solid produktpræsentation.

Top Sound havde i året valgt at lade deres Wilson Audio Sasha Daw strække ben i et noget større rum end sidst, faktisk måtte de have hjælp af et sæt Loke subwoofere og Audio Analouges helt nye ABsolute klasse A monoblokke der er omdesignet fra bunden af med blandet andet separate trafo kun til strømforsyningen. Der var Brinkmann Riaa og Brinkmann Balance pladespiller samt Ortofon MC Diamond i kombination med en Auralic streamer, her endte systemet på lidt over en million, men så kunne man også købe plader imens musikken spillede. Rummet har sikkert været dyrt at leje, men man fik da fremvist hvad anlægget kunne til fulde, og så havde man endda fint besøg fra Italien hvor konstruktøren bag Audio Analouge var dukket op for at tegne og fortælle om sin nye kreation. Desværre ramte herlighederne som sagt over en million kroner – med kabler, effekt- og forforstærker kom prisen op på to millioner kroner. Ouch.   

PS Audio stiller normalt op sammen med sine forhandlere, men i år havde de et ”solorum” med McIntosh 12000 serien, SME Model 6 pladespiller med Nagaoka pick-up og et sæt Wilson Audio Sabrina X i en virkeligt flot rød farve, og alt var forbundet med Cardas kabler. Det var et meget enkelt, men også særdeles velspillende rum, og et af de få hvor ”less is more” - forbundet med Cardas Audio kabler, så vi er kommet godt over de 600.000 for det hele.
 

AB Audio ved med igen i går, der blev spillet på Sugden A21 forstærker, Fusion CD afspiller, SME Model 6 pladespiller og de nye DeVORE Fidelity MICR/O. De var virkeligt imponerende, og var med fuldt overlæg ikke placeret på en stander, således at de simulerede mange en klemt lejlighed. De var ikke helt billige, men lyden var forbløffende god i hotelværelset, og så blev der spillet en masse sjældenheder som man ikke hørte i de andre rum. DeVore har altid kunnet noget specialt, og det er rart at se at det ikke er gået tabt blot fordi at der er kommet en model i nærmest overdreven konevenlig størrelse.   

KT Radio havde virkeligt lavet et klassisk udstillerrum, masser af ting at kigge på, nyheder, gode priser, men med et stædigt fokus på Naim og Focal. Man havde benyttet sig af at have Boris Ørnstrup, måske hifibranchens mest behagelige menneske, til at stå for demoen, og der blev altså trykket igennem på et sæt Focal Scala Utopia Evo III med Naim elektronik man havde stillet op. Det var måske messens mest medrivende lyd der havde fodtramp i højsædet. KT Radio skal i øvrigt have ros for deres sekundære anlæg med et sæt Focal Theva No 3, måske messens billigste gulvhøjttaler til 14.000 for et sæt, og viste dermed at hifi også er for dem der ikke er villige til at smide penge svarende til et udgiften på et større bryllup.

På fællesarealet var det tilbage på skolebænken med Skinbjerg Audio hvor industriveteranen Henrik Skinbjerg bogstaveligt talt tegnede og fortalte på den medbragte tavle omkring sine belastningstilpassede støjfiltre, effektforstærker baseret på egenudviklet J-fet design, sin ultra-low-noise RIAA, og ikke mindst de ekstremt linære signal- og højttalerkabler som vi snart bringer en særdeles positiv test af her på Nerds.dk. Skinbjerg Audio er no-nonsens, bakket op af målinger og offentlige tilgængelig måledata på alle produkter. Med en pris på 2.500 kroner for et solidt og velbygget højttalerkabel var det nok også messens billigste. Der var også lige plads på standen til at fremvise en spritny MC-stepup som er identisk med den der sidder i den helt store dual-input pickupforstærker som har fået virkeligt gode tests herhjemme.

SAS Audio havde ikke mindre end fem systemer i deres rum, et med Polk Audio, to med fokus på Perlisten, og to med fokus på Elac – begge firmaer havde også repræsentanter til stede, og alt var kablet op med Nordost.
Det helt store trækplaster var Perlisten S7T Limited Edition, der allerede før messen gik i gang var nede på under 20 sæt tilbage på verdensplan, Rotels Michi M8 monoblikke og Michi P5.2 forforstærker, samt Lumin P1 streamer. Perlisten fremviste også deres nye og billigere R-subwoofere. Selvom at rummet var alt for stort til almindeligt stuegrej, så var man ikke i tvivl om potentiale i Perlisten der uden problemer spillede op til bal. Der var også et mindre, og lidt mere betalbart setup med Perlisten R5T, Rotel RAS5000 og en Lumin U2 MINI streamer der gav en samlet systempris på lige under 100.000 kroner, altså uden kabler. Der var også blevet plads til et Marantz og Polk Audio setup der var til at betale, og så var der ellers to de to Elac systemer, det ene et snusfornuftigt med Elac Vela 407 højttalere, Copland CTA-407 forstærker og Lumin U2 MINI, imens at det andet bestod af de imposante Elac Concentro M højttalere, Rotels Michi P5.2 forforstærker og S5 effektforstærker samt en Lumin T3 streamer. Et diskret lille setup til 475.000,- uden kabler indregnet.

Headfreaks havde opsat et særdeles imponerende head-fi rum med 10 stationer, samt et udvalg af søsterbutikken Hififreaks højttalere. Der blev naturligvis fremvist et mere eller mindre komplet udvalg af elektrostathovedtelefoner fra STAX, inklusiv topmodellen SR-X9000 såvel som et bredt udvalg fra et nyt mærke, Matrix Audio, der er ganske veletablerede inden for digital afspilning og har produkter i de fleste prisklasser. Mest interessant var nok Erzetich Mania hovedtelefonerne der trods deres massive størrelse var næsten fjerlette grundet brugen af kulfiber, og så et Warwick Acoustics M1 system med Bravura hovedtelefoner, deres entrylevelsystem, til kun 70.000 kroner. Det var enormt velbesøgt, og det var rart at kunne afspille lige hvad man ville.

Audio Consult havde som sædvanligt vellydende Audio Note med, og et dobbelt setup med både AX One II og AX TWO II højttalere. Enkeltvis var det her et decideret billigt rum, 18.900 kroner for det ene sæt højttalere, signal kabler til 4.100 kroner meteren og en integreret Cobra rørforstærker med DAC til 37.900, men samlet set løb det lidt op i noget der ligner 200.000 for alt med pladespiller og CD transport også samt kabler. Det var samtidigt et meget klassisk og relativt enkelt setup der viser at god gammeldags hifi stadig er relevant i den moderne digitale tidsalder. Anders fra Audio Consult skuffer aldrig.

Audio Aktøren fra Norge havde taget Taralabs kabler med for alle pengene. Elektronikken kom fra Nagras Classic line med både integreret, forforstærker og effekt, og var ikke billig, for selv med en svag norsk krone var der for langt over 200.000 gode danske kroner. Der var ret meget fokus på liveoptagelser og fornemmelsen heraf, og alt blev formidlet igennem et sæt QLN One højttalere. Et af de primære trækplastre var The Muse højttalerkablet fra Taralabs, en diskret lille sag til over 100.000 kroner for et sæt – måske lige i overkanten til en højttaler der koster 35.000 kroner.

Saxx er en større svensk distributør der i noget tid har forsøgt at vinde fodfæste på det danske marked. I år fremviste man i det ene rum de aktive Kin Play højttalere, de er aktive, og man viste både gulv- og standerudgave der kun kostede 11.000 kroner for et sæt. I det andet rum stod Prima Luna DAC og forstærker og drev et sæt af de nye Totem Bison Monitor der stod til 23.000 for et sæt – danske kroner vel og mærke. Det er mærkeligt at ingen har ville tage Totem Audio ind, for der er absolut potentiale i dem.

Gato Audio havde – som forventet – et flot og stilrent rum, og havde som de eneste valgt at omgå akustikproblemerne ved at spille skævt ind i rummet. Det var FM50 højttalere med PWR-222 monotrin i et design som for alvor skiller sig ud og rent faktisk er noget man kigger efter en ekstra gang. De fremviste også deres nye fuldt balancerede forforstærker – ikke helt ulogisk kaldet Pre 1. Den kommer med mulighed for både streamingmodul, DAC og RIAA, ikke enten eller, man kan få alle tre på en gang, men så er prisen også en noget andet end de 32.000 kroner den i udgangspunktet koster. Gato Audio skal også have ros for at fastholde deres designfilosofi igennem hele linjen, og formå at lave noget der oser og kvalitet og lækkert skandinavisk design, inspireret af sportsvogne, men uden at prisen er totalt forrykt.

Tekni-fi havde mildest talt fået prisen for at stoppe mest grej ind i et rum – og spille på det. Der var både Harbeth og Magnepan højttalere, umiddelbart lignede det en 20,7 der er den næststørste model og står til 215.000 kroner for et sæt, men det var dog den store 3.7 der desværre koster over 400.000 kroner – men når der blev spillet var der imponerende meget hul igennem. Elektronikken bestod af Manley rørforstærkere, Parasound JV-5monoblokke, Wireworld kabler og digital frontend fra Aqua Hifi og den analoge del kom fra et Fletcher .5 pladespiller.

I et af hotelværelserne havde der gemt sig et Arcam anlæg med Audiovecotor QR7SE højttalere. Det var et af de mere budgetvenlige anlæg med en forstærker der starter på 7000 kroner, og lidt mindre for CD afspiller – og 44.000 for de hvide højttalere der på trods af prisen stadig giver dig den klassiske Audiovector AMT diskant. Der var også mulighed for at høre noget mere af den nye Radia serie fra Arcam med en ST5 streamer til 7.800 kroner, og en A25 forstærker til 15.000,-. Anlægget var måske lidt stort, men passede lige ind i rummet, og der er ekstra point for at man havde åbnet et vindue med frisk luft da der på tidspunktet for besøget var så mange mennesker at der efterhånden var temmelig varmt på værelserne.

Custom Audio havde et pænt rum til fremvisning, med blandt andet VTL forstærker, Moon elektronik, Fyne Audio højttalere og Sonus Faber ditto, samt det nye sort, Hifirose der dominerede messen totalt sidste år, samt et stort udvalg af hovedtelefoner og småting og tilbehør man kunne købe – sådan en stand måtte flere godt have lavet. Hertil  havde de noget der gerne måtte have været mere af, bilstereo, for der var stort set ingen andre end Cusom Audio der havde gjort noget for at tiltrække et publikum der måske var tættere på endt uddannelse end pension, og så havde de en større konkurrence med en masse præmier, blandt andet NordOst kabler. Det helt store samtaleemne hos Custom Audio var dog deres JBL Synthesis hjemmebiograf der, kun for lyden, kostede lige over 600.000 kroner. Det var en voldsom, men også underligt diskret oplevelse på trods af at alle højttalerne var fuldt separate og havde eget kabinet. Det var dog desværre endnu en af de mange begrænsede demoer hvor der kun var adgang hver 30. minut, og dermed var det stærkt begrænset hvor mange gæster der fik lov at opleve denne imponerende hjemmebiograf.

Medlyd havde et af de mere interessante rum, og havde en stor mængde af deres agenturer med samt nogle heftige unikke produkter.  Der blev fremvist Special Production fra Fyne Audio og F1-8S, nyeste ifi Audio produkter inklusiv den nye Diablo headamp, men de to store hovedattraktioner var Regas unikke Naiad pladespiller, med en plint på kun 200 gram – men desværre også i stærkt begrænset antal, det er en af kun 50 der bliver lavet, som i – de bliver lavet når der bliver bestilt en, ellers ikke, det er ikke en lagervare. Men måske mere imponerende var de nye Aya højttalere der spillede på Elex Mk4 forstærker, Planar 6 pladespiller samt Saturn CD og Aria Mk 3 DAC. Det er en sjov konstruktion, særdeles let glasforstærket cement med håndformede kabinetter, og hvis prisen ellers er korrekt, kun 15.000 kroner for et sæt – og de spillede uden problemer det relativt store rum op, på trods af at være en ikke særligt stor gulvhøjttaler. Der var et par ting på messen der kunne være interessante at lytte nærmere til – og Rega Aya er nok øverst på listen på trods af at være en af de billigere højttaler.  

Renvinyl.dk havde valgt at tage et udvalg fra deres butik i Bagsværd med, og kunne præstere et setup med en hel del kombinationsmuligheder i mange prisklasser.  Dette inkluderede PMC’s Prodegy serie, model 1 og 5, og Epos 14N højttalere for lidt highend flair. Forstærkningen var også en lidt blandet landhandel, Xtonebox 6011 hybridforstærker med rør i indgang og klase D effekttrin samt ren rørlyd med en Syntheis Roma96DC forstærker der dog ikke var helt billig, men omvendt er 20.000 kroner for en rørforstærker i vore dage desværre ikke meget andet end startniveau. Pladespillerne var Pro-Ject X2B og X8B, ikke så mærkeligt da RenVinyl er en af få autoriserede Pro-Ject forhandlere i landet, og begge fuldt balanceret med XLR stik, og som RIAA en Pro-Ject Phono Box S3 der ligeledes er fuldt balanceret.

Emotiva havde et meget enkelt rum, og et meget enkelt koncept, produkter direkte til forbrugeren, uden om forhandlere og distributører. Og det kan lide problematisk, men faktisk har Emotiva europæisk hovedlager i Danmark, så for danske kunder kan det faktisk ikke gå meget stærkere eller være meget nemmer. Danmark er åbenbart så stabilt et land at det opvejer de høje omkostninger. Der blev spillet på PT2 forforstærker, A3 effekttrin og fremvist Airmotiv TX2 der med en pris på lige over 14.000 kroner for et sæt så absolut var blandt messens billigste. Og så var det måske også det mest enkelte setup da man havde sprunget streamingenhed over og spillede direkte ind i forstærkerens indbyggede DAC.

Årets messe var som den forventes, fyldt med hifi, men generelt kunne der måske godt have været lidt flere ultra-super-mega highend setups, og også noget det helt billige. Der var enkelte anlæg der kunne erhverves for mindre end en gennemsnitlig månedsløn, men langt de fleste lå godt over, og så var der ikke uventet også dem hvor prisen modsvarer en mellemstor moderne sportsvogn. 600.000 kroner synes nærmest at have været et aftalt beløb på forhånd for mange udstillere. 

Så bliver det spændende om vi næste år bliver i København, eller skal tilbage til Århus, for tilbagemeldingen fra udstillerne var at der var godt besøgt begge dage, og ikke kun lørdag som det ellers typisk er. Den klassiske hifiudstilling lever i bedste velgående, og det giver en rar og varm fornemmelse i maven.